H C Bojsensvej 1, 2650 Hvidovre

Charmerende 30´er-villa med potentiale eller stor byggegrund!

Skab drømmehuset på attraktiv Hvidovre-adresse

Velkommen til H C Bojsensvej 1, hvor enten det unge par, den lille børnefamilie eller håndværkeren kan sætte et perfekt punktum for boligjagten. Her udbydes nemlig en charmerende rødstensvilla med muligheder og potentiale, så I kan udfolde boligdrømmene og give nyt liv til de 152 etagemeter. Med moderne opdateringer kan I sætte jeres eget præg på såvel kælderen som på boligen, og der er ligeledes mulighed for en tilbygning, hvis I ønsker jer flere kvadratmeter. Slip fantasien løs!

Beliggenheden kan der ikke ændres på, og det er der heller ingen grund til. Huset placerer sig trygt og godt på en hyggelig villavej i Hvidovre, hvor I bor roligt og tæt på alt, hvad I skal bruge. I en radius af kun 600 meter finder I alt fra nærmeste daginstitution til bussen, indkøb, Hvidovre Stadion og Dansborgskolen. Derudover bor I med gåafstand til både S-toget og naturskønne omgivelser. Pendleren har 850 meter til Friheden Station, og når I vil nyde den friske luft, kan I sætte kurs mod Kystagerparken eller Hvidovre Strand, der ligger i forbindelse med Lodsparken.

Tilbage på adressen bydes I velkommen af rødstensvillaen med byggeåret, 1932. Huset er opført på en 837 kvadratmeter stor grund, som folder sig ud med en dejlig, sydvendt have. Her er rigelig plads til udelivet samt mange gode soltimer på fliseterrassen, som ligger i direkte forlængelse af huset.

Når I bevæger jer indenfor, starter turen i stueetagens entré. Herfra sørger planløsningen for adgang til samtlige rum, som tæller både et gæstetoilet, et køkken, et stort soveværelse og to sammenhængende stuemiljøer. Undervejs vil I fornemme potentialet, der gemmer sig i alt fra fyldningsdøre til fine karme og plankegulvet, som det ses på værelset. Plankegulvet ligger gemt i flere af rummene, så det kan oplagt få nyt liv med en slibning. I kan altså skabe et moderne hjem med sjæl og charme.

Videre ovenpå byder førstesalen på yderligere to værelser, mens I finder 37 bonuskvadratmeter, når I tager trappen nedenunder til kælderetagen. Kælderen giver jer både et vaskerum, et badeværelse, et disponibelt rum og skabsplads til opbevaring.

Med andre ord, hvis I kan se muligheder, kan der skabes det dejligste hjem her på H C Bojsensvej 1.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.