Rummelig og indflytningsklar villa med 270 etagemeter, hvoraf 58 m2 i underetagen har store vinduer, gulvvarme og direkte udgang til skøn solrig have.
Lad jer friste til et besøg indenfor på Ketilstorp Alle 47B i Hvidovre, hvor denne harmoniske og spændende villa befinder sig. Her kan I få et indflytningsklart og rummeligt hjem, der er et perfekt match til den voksende familie, hvilket også gælder for beliggenheden i et børnevenligt kvarter med godt naboskab. I bliver en del af et godt område med skolepatrulje til Dansborgskolen, ligesom I er tæt på indkøb, dagtilbud og de naturskønne omgivelser ved stranden og havnen.
Jeres hus er placeret ved siden af et grønt fællesareal, så I får masser af soltimer i haven og udsigt til himlen. Den hvide villa fra 1955 blev i 2020 opgraderet med et nyt tag, mens vinduerne er udskiftet i 2015, hvor tilbygningen ligeledes blev igangsat. Denne stod færdig i 2017 og er en fantastisk tilføjelse til det eksisterende hjem. Det er også værd at fremhæve, at der er trukket andre elinstallationer, gulvene er slebet, facaden er efterisoleret og der er etableret en flot terrasse med belægningstegl.
Indenfor venter et dejligt, lyst hjem på 135 m2 i stueplan samt en veludnyttet kælder med fire disponible rum og et vaskerum. Der er også den lækre underetage på 58 m2 med gulvvarme under det grå epoxygulv, der rummer en stue og et værelse med mange anvendelsesmuligheder.
I stueplan kan I glæde jer til at udforske det klassiske, U-formede køkken i forbindelse med alrummet og stuen, hvor den svanemærkede Morsø-brændeovn luner herligt. Etagen rummer også et badeværelse med badekar samt et stilrent badeværelse fra 2020 med en stor, muret bruseniche og gulvvarme. Fra den møblerbare mellemgang føres I til boligens tre værelser med loft til kip, gulvvarme og ovenlysvinduer.
En kvartsvingstrappe i massiv eg bringer jer til underetagen med lysindfald fra de sydvendte vinduespartier, gulvvarme og dør ud til loungeterrassen i flere niveauer. Herfra fortsætter I ud i den hyggelige, grønne have med frugttræer, hvor dagens sidste solstråler nydes på aftenterrassen omkring bålstedet.